Psykisk sygdom set udefra

Jeg havde svært ved at finde en passende overskrift, men jeg håber at den her kommer tæt nok på. 

Der er rigtig mange foredomme om psykisk syge/psykisk sårbare mennesker, og ikke nok med det, er det også et emne der er meget tabu at snakke om. Problemet er at så længe der ikke bliver snakket, vil der blive ved med at være fordomme, kiggen skævt til og ned på, folk med en psykisk diagnose. 

Jeg skal være den første til at indrømme, at JEG var en af dem. Min mor har aldrig været god til at snakke om følelser, og når man var ked af det var man bare depressiv og skulle æde piller. Det er også grunden til at det eneste jeg egentlig vidste om psykisk sygedomme før jeg startede til udredning, faktisk kun var det man læste i medierne. Folk der stikker af fra lukkede afdelinger, og bliver betegnet som farlige. Folk med skitzofreni borderline og des lige, der slår folk ihjel - eller prøver. 

Det er omkring 4 år siden jeg fik mine diagnoser, men alligevel skulle det gå så langt som at lære andre psykisk sårbare at kende, før jeg fandt ud af at det man hører om i medierne jo kun er den dårlige side. 

For et lille år siden, begyndte snakken om bosted at komme på tale, jeg kunne ikke blive boende hos Birgit for altid, og jeg følte mig overhovedet ikke klar til at bo alene. Jeg har siddet til samtaler med div. behandlere og kommune mennesker, og sagt at jeg var mega bange for at flytte på bosted, for tænk nu hvis jeg kom til at bo et sted hvor der var folk med skitzofreni, de kaster jo rundt med møbler, råber og skriger døgnet rundt, og man kan ikke vende ryggen til dem, for så overfalder de en. 

Selvfølgelig kan der ske ting engang imellem, og jo der bliver da også råbt og skreget engang imellem, også af mig. Men jeg skal være den første til at indrømme, at hold kæft hvor tog jeg bare fejl, og jeg skammer mig! 

De folk der bor her, er ikke kun mine naboer, flere af dem er også blevet mine rigtig gode venner, dem jeg kommer bedst ud af det med, er faktisk alle skizofrene (karma you know ;))

Jeg ved hvordan det er at blive bedømt pga ens diagnoser, for da jeg fik mine, forsvandt 95% af min vennekreds, jeg gik for at have 10-15 tætte venner, aldrig at være hjemme, til at have 2-3 venner tilbage, fordi nu havde jeg en diagnose, så var jeg lige pludselig farlig og utilregnelig. Det folk lige glemmer er, jeg er stadig den samme person, nu har man bare fundet grunden til at jeg kæmper mere med nogle ting, end andre mennesker gør.

 

- Ham der gør mig glad, på trods af vores diagnoser og det vi kæmper med.

Jeg håber det her giver jer noget at tænke over. 

<3 Mette